Introduktion til elektriske kredsløb #1: Tænd en lysdiode med et batteri

Lysdiode

For at få vores julepynt til at lyse, skal vi bruge en lysdiode. Man kalder også en lysdiode for en LED. Den kan lyse ligesom en pære i en lampe.

Fem forskellige lysdioder. Lysdioder fåes i mange forskellige farver og størrelser.

En lysdiode har to ben. Det ene ben er langt. Det andet ben er kort.
Hvis man sætter benene rigtigt på et batteri vil lysdioden få strøm og lyse.

Batteri

Der findes mange slags batterier. Vi bruger et knapcellebatteri fordi det er nemt at bruge med en lysdiode. Et knapcellebatteri er rundt og har to flade sider.

Et batteri har en minusside og en plusside. Hvis du kigger på et knapcellebatteri vil der være tegnet et + på plussiden.

For- og bagside på et knapcellebatteri.

Elektrisk kredsløb

Hvis lysdioder skal lyse, skal man sætte batteriets plusside sammen med lysdiodens lange ben. Lysdiodens korte ben skal sættes sammen med batteriets minusside. Så har man lavet et elektrisk kredsløb.

Et lille elektrisk kredsløb med en lysdiode og et knapcellebatteri

Ledninger

Man kan forlænge en lysdiodes ben med ledninger. Der findes mange slags ledninger. Du kender måske de runde, som bruges når din tablet skal have strøm. Eller dem som sidder til jeres tv derhjemme.

Kobbertape som det her kan bruges som ledning.

Man kan også få tape, som kan bruges som ledning. Til vores julepynt bruger vi kobbertape. Kobbertapen kan gøre en lysdiodes ben længere. På den måde kan vi have et batteri længere væk fra lysdioderne.

Vi kan bruge kobbertape til at forlænge lysdiodes ben

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *